Om 4 uger tager jeg med en del af familien til Norge på skiferie. Vi tager endnu engang op nær Fefor Højfjeldshotel. Et pragtfuld landrendsområde, der ofte er ret koldt på den årstid. Helt perfekt til langrendstræning. Sidste år fik undertegnede kørt omkring 30K om dagen, så formen var god da jeg kom hjem fra ferie. Håber der samme kommer til at være gældende i år, for savner suset af en krop der bare fungerer. De mange timer foran en computer (arbejde) hjælper ikke på den del.
Nedenstående billede er fra Fefors webcam, der opdateres et par gange i timen. Det ser godt ud.
Cykling har igen i år ikke fat i mig, men det har løb til gengæld fået. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg altid har set løb som en god måde at komme i form, men at jeg aldrig rigtigt har nydt det som motionsform. Det er så småt ved at ændre sig, men kun fordi jeg kombinerer løb med at komme i skoven. Jeg bor lige ved søerne i København, og der er det altså et helvede at løbe. De sidste par måneder har jeg været i skoven med familiens hunde et par gange om ugen – og hver gang løber vi en time til halvanden. Det begynder at kunne mærkes på formen.
Lidt kuperet terræn, et par hunde som selvskab og så der ud af. Eller faktisk har jeg for det meste selskab af Nils, der altid har været en habil løber. Det er i øvrigt interessant hvilken grundform skal have før det er sjovt at løbe, der er cykling lidt nemmere – især landevejs cykling. Der kan en tur altid være hyggelig, hvilket en løbetur uden grundform absolut ikke er.
Jeg har ingen abstinenser efter konkurrence, og nyder at slappeaf med min sport for tiden. Men jeg har da selvfølgelig kigget resultatlisterne igennem efter Slushcuppens første afdeling i dag. Lidt cirkushest er der trods alt stadig gemt i mig. Det er skægt at se hvor mange af de samme mennesker der stadig findes i toppen af resultatlisterne. Folk jeg har kørt mod gentagende gange, om som har været fast del af resultatlisterne de sidste 10 år. Jeg er imponeret over at folk i den grad kan holde fast, selv er jeg alt for flyvsk – når jeg først har opnået et mål, så er det videre til et nyt.
Jeg kan i øvrigt på det kraftigste anbefale at løbe med løse hunde i skoven, hvis de altså kan finde ud af at opføre sig ordentligt. Men selv når de gør, kan vildt være en udfordring som ovenstående video fint illustrerer. Heldigvis er de ikke i nærheden af at kunne fange et dådyr. Det eneste de får ud af det, er en ekstra lang lur når de kommer hjem. Nils’s hund er en jagthund, mens min egen er en lille blanding på 12 kg – og han klarer snilt et par ture om ugen af den kaliber. Så der er ingen undskyldning.
I morgen er det VM i linjeløb for eliten. Et løb der finder sted på en rute, som har været fast bestanddel af rigtig mange af mine træningsture siden begyndelsen af 90′erne – og det er ikke overdrevet hvis jeg påstår at jeg har kørt op af Slotsbakken i Søllerød de første 1000 gange. Det bliver fantastisk at følge profferne på en rute man kender som sin egen bukselomme.
Vejret lover endda 20 grader, let vind og ingen regn. Det bliver ikke bedre.
Jeg tænkte at det kunne være hyggeligt at skrabe lidt forskellige folk sammen, til en fælles tur op til løbet. Derfor en åben invitation om at mødes ved Heino på Østerbro kl. 12.00 søndag, og i samlet flok trille op mod løbet. Hvis du kører med, så smid en kommentar nedenfor eller send mig en sms på 31534271.
Planen er at se løbet ved “stigningen” på Attemosevej hvor der telt med Belgisk folkemusik, masser plads og storskærm! Det er ca. 1,5 km efter Slotsbakken, så højst sandsynligt det sted hvor en eventuelt afgørelse finder sted – hvis altså ikke det hele ender i en massespurt.
Det bliver ikke race op til løbet, så alle er velkomne – husk lidt varmt tøj, for spandex kan være kølig beklædning når man står stille i mange timer. Og husk kontakter til lidt mad.
I 1984 besøgte vi for første gang Korsika. To år senere kom vi tilbage og denne gang fast besluttet på at prøve kræfter med GR20, der går for at være Europas skrappeste vandrerute. Ruten går diagonalt gennem den naturpark som udgør størstedelen af Korsika fra Calenzana i nord til Conga i syd. Hele turen er delt op i 15 etaper, hvor man går fra refuge til refuge, dvs. overnatningssteder, hvor man kan proviantere fornødenheder, først og fremmest få sig en Pietra, en dejlig lokal øl, efter dagen strabadser. I 1986, hvor vi første gang begav os ud på ruten, var disse overnatningssteder temmelig primitive. Yngste deltager var Ask på 6 år udstyret med rygsæk, hvori der lå hans pude og et Anders And blad. Selv bar jeg en enorm Fjeldræven rammerygsæk. Vi gik i løbesko, hvilket resulterede i en skadet Anders. Da vi nåede frem til hospitalet i Corte kiggede personalet på os og rystede på hovedet af den mundering. Vi nåede at gå 1½ etape.
Kloge af skade og langt bedre udstyret er vi vendte tilbage til GR20 mange gange, og vi kender nu hele den nordligste og skrappeste halvdel af vandreruten temmelig godt. Denne sommers vandring henlagde vi blandt andet derfor kun delvist til GR20. Vi ville prøve noget ny, og desuden er GR20 ret velbesøgt i juli måned. På den første vandring gik Annedorte og jeg med vores to hunde, græske Marvin og korsikanske Cintu, fra Calenzana ad GR20 til første refuge d’Ortu u Piobbu. Det er en heftig tur. Den er 12 km lang og stiger 1550 meter. Det er piece of cake for hundene. De spurtede rask af sted og løb op, hvor vi andre kravlede på klipperne. Kun ét sted måtte de have lidt hjælp ved en stejl nedstigning, hvor der er opsat kæder i klippen. Efter overnatning i vores 1800 gr. tunge MSR telt, to voksne og to hunde, forsatte vi ned af bjerget til dejlige Auberge de la Foret i Bonifatu, som vi nåede til frokost og blev beværtet med vildsvineragout og vin rose – lige hvad vi havde brug for. Stedet er også en usædvanlig lækker gites d’étape, vandrehjem, med mulighed for at slå sit telt op. Vi kunne derfor næste dag godt udhvilede og mætte fortsætte den smukke tur tilbage til Calenzana.
Efter denne tur restituerede vi først nogle dage på Aregno Plage og senere på Barthos old school camping i Corte. Det er dejlige mennesker og rare omgivelser. Herfra gik vi nogle dagture med hundene ud i bjergene ind den anden længere vandring. På denne havde Ask sluttet sig til selskabet. Vi kørte i Yetien til Col de Verdio og overnattede på refugen ved skihotellet. Næste morgen gik vi en kendt tur til refuge de Manganu, og derfra gik vi af ruten Mare de Mare til landsbyen Soccia, hvor vi fik en glimrende frokost. Det blev en lang og anstrengende tur den dag. Vi var de eneste på sporet og måtte visse steder kæmpe os gennem krat og buske. Langt om længe nåede vi landsbyen St. Roch. Den er ret uddød. Der er hverken gites d’étape, camping, hotel end sige indkøbsmuligheder, men nogle rare gamle indbyggere fik da efter nogen overvejelse anvist og en source (kilde) samt nikket ja til, at vi kunne slå vores telte op i landsbyens udkant. Det var de sidste dage af den 4 uger lange ferie, og vejret havde hele tiden været med os. Det skulle blive anderledes den følgende dag. Hen på eftermiddagen trak skyerne sammen, og på en fæl nedstigning gennem bregner og tornekrat begyndte det at dryppe. Kort efter styrtede regnen ned. Redning blev en gites d’étape i landsbyen Marignana, hvor vi kom indendørs med hundene mens regnen den silede ned. Det gjorde den hele natten, men regnen tog af, da vi næste dag kl. 7 om morgenen begav os videre mod Evisa. Her fik en dejlig morgenmad, avis og lidt proviant til sidste del af turen om mod Col de Vergio, hvor Yetien ventede på os. Det er en hård tur op fra Evisa til Col de Vergio, især det sidste stykke, og vi skulle lidt videre derfra til refugen. Her gik vi fejl af ruten og fik en smuk med anstrengende ekstra oplevelse inden vi nåede refugen, fik spist og kom i soveposen.
Hundene på GR20 og de øvrige vandreruter er et kapitel for sig. Det var lige noget for dem at være ude og bevæge sig gennem terrænet 6-8 timer om dagen. Og så alle de vildsvin, heste, køer og grise de kan jage og blive jagtet af i de korsikanske bjerge. Det var virkelig underholdene. Et par af episoderne er langt på nettet. Det bedste man kan gøre for sin hund, og sig selv, er at tage på vandretur.
Annika Landvad har netop vundet VM i MTB Marathon. Det er ikke bare stort, det er EKSTREMT!!! Og godt valg, ikke at stille op for at forsvare dagens DM i samletstart på landevejen. Ingen grund til at lege rundt på dansk grund, når man tilhører verdenseliten i MTB. Kæmpe tillykke fra Team Hybel, der nød livestreamingen i fulde drag.
Lige som sidste år, stod ugen op til påske på pollenallergi og tilhørende influenza. At jeg på sidste dag i påsken kan se tilbage på tre fantastiske landevejsture og en enkelt løbetur – det er tilfredsstillende! Også selvom distancen og tempoet ikke just matcher tidligere tider. Men med pollenlunger og kontorben skal den sportslige forgængelighed pakkes langt væk og alt tælles med. Udgangspunktet er et helt andet end tidligere, og turene har mest af alt været tiltrængt mental pause fra hverdagen. Når man sidder og slider på landevejen har hverdagens trummerum det med at forsvinde som dug for solen, det er rart.
Og ja, høj sol og næsten ingen vind hjælper nok også lidt på motivationen. Jeg har i hvert fald ikke kunne holde mig inden døre. Resten af april står på mere af den dejlige birkepollen, men håber og tror jeg kan holde træningen ved lige. Har fået lysten tilbage den seneste uge, så måske venter et lille løb eller to hen over sommeren. Men nu må vi lige se …
Det er blevet tid til forårsklassikerne – et højdepunktet for mig som cykelelskende tv-seer. Lige så længe jeg kan huske, har jeg siddet klistret til skærmen hvert forår! Dagens Ronde Van Vlaanderen er absolut et af mine favoritløb, og skulle jeg vælge ét favoritløb, ville det nok blive dette. Ronde Van Vlaanderen kombinerer det smukkeste fra Paris Roubaix med det smukkeste fra klassikere til de mere letbenede.
Som så mange gange før, står den på tv-kiggeri med gutterne – og kan sgu næsten ikke vente. Kan kun gætte på at det er sådan andre har det med vigtige fodboldkampe og lignende. Mit bud på top 3:
1: Cancellara
2: Cancellara
3: Cancellara
Glæder mig i øvrigt ekstremt meget til at følge Peter Sagan, som vitterligt er fremtidens mand. Også i Ronde Van Vlaanderen, selvom det nok er lidt for stor mundfuld allerede. Men bare vent og se, han skal nok komme øverst en dag …
Det sidste års tid har jeg begyndt alle indlæg med “ja, det er jo længe siden sidst…”. Det har jeg planer om at lave om på, men det kræver at bloggens koncept ændres en smule. For indtil i dag har formålet været at skrive om cykling i Hybel-optik. Problemet er blot at cykling ikke altid er det der fylder, selvom der bliver trænet. For et par uger siden stod den på skiferie til Norge og de efterfølgende uger har været fyldt med løbeture i skoven. Så det er altså ikke fordi der mangler træning/sport – blot træning der inkluderer en cykel. Med et arbejde der fylder meget, er det svært at få tid til cyklen! For at køre sig i bare nogenlunde form kræver faste rutiner og flere timer om ugen…og min fritid bliver bare prioriteret anderledes. Sad but true! Det betyder at løberiet har taget lidt over, da det tidsmæssigt er langt mere hensigtsmæssigt at dyrke i en travl hverdag. Ovenstående gælder ikke kun for mig (Ask), men også for resten af teamet. Alt i alt betyder det at bloggen ikke længere blot vil have cykling på programmet – men træning/sport generelt. Måske endda kombineret med emner om hvordan træning og et godt arbejdsliv hænger sammen, men nu må vi se. Indlæg coming up!
Og jaja, overvejer da et cykelløb eller to til sommer! Tør jo bare næsten ikke proklamere det. Men er blandt andet blevet inviteret ind på en spændende hold til Nordic 24 – velvidende at jeg ikke har kørt hurtigt siden forrige vinter. Hvilken tiltro…
Written by Ask Hybel
Skriv en kommentar