Det var en kold, tåget og mørk morgen, da jeg begav mig af sted på min mtb mod Hareskoven til 3. afd. af SlushCup. Derfor have jeg pakket mig godt ind og trillede de 16 km fra Østerbro, mens jeg langsom vågnede op og blev varm. Det er dejligt at cykle til et løb og få en langsom, blød opvarmning inden det går løs. Det var koldt, da vi holdt i startboksene og ventede på Slushmeisterens signal til start, og det tog sin tid at få varmen, efter starten endelig var gået. Den første omgang var mine fingre helt følelsesløse af kulde, selvom jeg kørte helt igennem fra start. Dejlig teknisk rute igen, og den var perfekt afmærket – fint arbejde af arrangørerne. Det blev mekanisk set et helt uproblematisk løb.
Efter at have prøvet sporet sidste lørdag var den helt gal med min forbremse. Ask blev tilkaldt og mandag aften opdagede han, at bremseklodserne var helt væk. Alle forretninger var lukket til lørdag, hvor det var for sent, men Ask skrev et par indlæg på diverse MTB-sider, og Rune von Moos meldte sig som redningsmanden med de eftertragtede bremseklodser – tak Rune og tak Ask for, at du fik indstillet bremserne perfekt. Bortset fra et styrt på den smalle og meget glatte nedkørsel blev 3. afd. også et teknisk set godt løb. Skønt jeg har kæmpet med hoste og forkølelse i ugen op til løbet, fungerede kroppen stabilt, og det blev til endnu sejr i H60.
For det yngste medlem af Team Hybel har vinteren endnu ikke budt på sjov og ballade i skoven – jeg har de sidste par måneder døjet med en knæskade som har været meget svær at få bugt med. Til at begynde med havde jeg milde smerter foran på knæet og regnede med at det ikke var noget særligt, derfor fortsætte jeg træning på lavere blus med det resultat at skaden ikke forsvandt helt. Stadig med mindre smerter i knæet forsøgte jeg at køre Fall Race i november, hvilket set i bakspejlet var DUMT!!! Kørte med smerter den sidste halvdel af løbet og kunne dårligt cykle til arbejde ugen derpå. Det fik mig til at droppe tanken om at træne igen før knæet var helt i orden… efter 3 uger uden træning var smerterne dog ikke gået i sig selv. Jeg kontaktede derfor en fysioterapeut og er af denne blevet sat på en ibuprofenkur. Det aktive stof i ibuprofen er betændelsesnedsættende, så tanken er at man ved en heftig kur med 1200-1600 mg om dagen i 10-14 dage kan få vendt den onde cirkel. Jeg har endnu et par dage tilbage af kuren, men kan allerede nu konstatere at jeg ikke kommer til at køre hurtigt før tidligst H12 d. 2 maj. Hvor det i øvrigt er planen at Team Hybel stiller med et hold bestående af Anders, Nils og Ask Hybel.
Nu jeg ikke selv får kørt det store, har det til gengæld været en fornøjelse at følge Nils har taget den ene sejr efter den anden. 5 sejre ud af 5 mulige taler sit tydelige sprog…og jeg må indrømme at jeg er i gang med en omvendt Jonas Pedersen – søn der er manager for sin far
Jeg var lidt uoplagt her til morgen. Det blæste en halv pelikan og var koldt, så jeg pakkede mig godt ind under opvarmningen til 3. afd. af Vegacup ved Bastrup sø. Under ét minut før starten gik, opdagede jeg, at jeg havde glemt at tage mine briller på, men jeg nåede hen til bilen og var tilbage igen, da starteren sagde 10 sek. til start. Den første kilometer på grussti hang jeg på de bedste i front, og først et stykke ind på singletracken måttet jeg slippe. Resten af ruten frem mod mål var singletrack, efterfulgt af godt én km transport på grussti, inden vi igen kørte ind på de meget fedtede singletracks. Dejlig teknisk rute med mange op og nedkørsler og godt med glatte rødder. De første to omgange gjorde ondt, men herefter var det bare sjovt, og jeg fik da hevet sejren i H60 hjem. Havde jeg kørt i H50 stadig, var jeg endt på andenpladsen ud af 20 startende – mit bedste H50 resultat nogensinde. Blot ét år for sent
“Der gives point efter den individuelle placering, som den enkelte rytter opnår i hvert løb.
1. plads = 1 point 2. plads = 2 point 3. plads = 3 point 4. plads = 4 point…Og så fremdeles.
Samlet set vil vinderen være den rytter med det laveste antal point. En ikke startet afdeling giver som en sidsteplads i den pågældende afdeling + 2 point (vist med fed skrift og gennemstreget).
Er der lige point mellem 2 ryttere, er placeringen i sidste afdeling afgørende for den endelige placering.”
Ja, Nils har åbenbart tænkt sig at blive ved – i dag blev det til endnu en sejr i H60/slushcup. Jeg måtte tage til takke med at kigge på fra sidelinien, da mit knæ stadig driller…
Citat fra Nils “Solen brød igennem før starten af 2. afd. af SlushCup i Tyskerplantagen ved Hillerød i dag. Dejligt at varme op under de omstændigheder. De gamle drenge i H60 i startbox 6 kørte til fra starten, men efter få hundrede meter, så jeg ikke mere til mine venner i denne absolutte veteranklasse. De første kilometer var tons på grusstier, men det skabte rimelig spredning, som på første singletrack blev afløst af den sædvanlige kø på første omgang. I dag var disciplinen i top. Folk holdt deres pladser, og snart var køen opløst. Pulsen helt op og første omgang kørt i en tid lige over 27 min. Anden omgang gik forrygende, bortset fra sædvanlige problemer med ryttere, som står af lige foran én på de skrappe, tekniske stigninger, og til tider gør, at man selv må af cyklen og løbe. Ved afslutningen på første omgang heppede Ask og råbte, at den af mine venner i H60, der var tættest på mig, lå ca. 1 min. efter. Målstregen blev nået 59:05, så jeg kom ud på en tredie omgang, og det gik fint i begyndelsen. Ask havde skiftet position, og råbte, at jeg skulle give den gas, selv om jeg nok var den eneste i H60, der kom ud på 3. omgang, og det gjorde jeg i en sådan grad, at den sidste halve omgang blev kørt i en tåge af smerte med tåbelige tekniske kiks. Sejren var dog i hus, og jeg kunne på podiet modtage min pris – en kæmpe Toms guldbarre – uhm. En rigtig dejlig dag i skoven var slut, og min delehund Marvin fik også sin del med en herlig kaninjagt.”
Citat fra Slushmeister “H60 blev igen vundet af Nils Hybel (JC CK), der synes at have fundet storformen idet han nu har vundet prologen og de 2 første afdelinger. det lykkedes Niles som den eneste i klassen at nå ud på 3 omgange idag – godt kørt! Andenpladsen blev igen besat af Jens Anker Larsen Kalundborg CC), der var meget tæt på at nå ud på 3 omgange og klubkammeraten Fritz Eriksen på 3. pladsen”
Efter at have døjet med en knæskade i længere tid stillede jeg (Ask) i dag op i det legendariske FALLRACE. Jeg havde i dagens anledning valgt at stille op for Team Hustler, så det pæne grønne tøj kunne luftes. Sidst jeg var forbi dette løb var det også i hustlertrøjen – 2004. Dengang blev det til en 3. plads på den korte i tiden 58.05. Det kunne formen dog ikke klare, men en 12 plads i 1.04 kunne det blive til. Dagens løb blev et opgør mellem Den store Røde, Stefan og Mads Pedersen…jc fik en 1 og 3 plads !!! Stærkt…
Desværre var turen ikke godt for mit knæ, og en påtvunget pause indtil 2008 er mindst på programmet