Sommerferie 2011: hunde og folk på bjergvandring

I 1984 besøgte vi for første gang Korsika. To år senere kom vi tilbage og denne gang fast besluttet på at prøve kræfter med GR20, der går for at være Europas skrappeste vandrerute. Ruten går diagonalt gennem den naturpark som udgør størstedelen af Korsika fra Calenzana i nord til Conga i syd. Hele turen er delt op i 15 etaper, hvor man går fra refuge til refuge, dvs. overnatningssteder, hvor man kan proviantere fornødenheder, først og fremmest få sig en Pietra, en dejlig lokal øl, efter dagen strabadser. I 1986, hvor vi første gang begav os ud på ruten, var disse overnatningssteder temmelig primitive. Yngste deltager var Ask på 6 år udstyret med rygsæk, hvori der lå hans pude og et Anders And blad. Selv bar jeg en enorm Fjeldræven rammerygsæk. Vi gik i løbesko, hvilket resulterede i en skadet Anders. Da vi nåede frem til hospitalet i Corte kiggede personalet på os og rystede på hovedet af den mundering. Vi nåede at gå 1½ etape.

Kloge af skade og langt bedre udstyret er vi vendte tilbage til GR20 mange gange, og vi kender nu hele den nordligste og skrappeste halvdel af vandreruten temmelig godt. Denne sommers vandring henlagde vi blandt andet derfor kun delvist til GR20. Vi ville prøve noget ny, og desuden er GR20 ret velbesøgt i juli måned. På den første vandring gik Annedorte og jeg med vores to hunde, græske Marvin og korsikanske Cintu, fra Calenzana ad GR20 til første refuge d’Ortu u Piobbu. Det er en heftig tur. Den er 12 km lang og stiger 1550 meter. Det er piece of cake for hundene. De spurtede rask af sted og løb op, hvor vi andre kravlede på klipperne. Kun ét sted måtte de have lidt hjælp ved en stejl nedstigning, hvor der er opsat kæder i klippen. Efter overnatning i vores 1800 gr. tunge MSR telt, to voksne og to hunde, forsatte vi ned af bjerget til dejlige Auberge de la Foret i Bonifatu, som vi nåede til frokost og blev beværtet med vildsvineragout og vin rose – lige hvad vi havde brug for. Stedet er også en usædvanlig lækker gites d’étape, vandrehjem, med mulighed for at slå sit telt op. Vi kunne derfor næste dag godt udhvilede og mætte fortsætte den smukke tur tilbage til Calenzana.

Efter denne tur restituerede vi først nogle dage på Aregno Plage og senere på Barthos old school camping i Corte. Det er dejlige mennesker og rare omgivelser. Herfra gik vi nogle dagture med hundene ud i bjergene ind den anden længere vandring. På denne havde Ask sluttet sig til selskabet. Vi kørte i Yetien til Col de Verdio og overnattede på refugen ved skihotellet. Næste morgen gik vi en kendt tur til refuge de Manganu, og derfra gik vi af ruten Mare de Mare til landsbyen Soccia, hvor vi fik en glimrende frokost. Det blev en lang og anstrengende tur den dag. Vi var de eneste på sporet og måtte visse steder kæmpe os gennem krat og buske. Langt om længe nåede vi landsbyen St. Roch. Den er ret uddød. Der er hverken gites d’étape, camping, hotel end sige indkøbsmuligheder, men nogle rare gamle indbyggere fik da efter nogen overvejelse anvist og en source (kilde) samt nikket ja til, at vi kunne slå vores telte op i landsbyens udkant. Det var de sidste dage af den 4 uger lange ferie, og vejret havde hele tiden været med os. Det skulle blive anderledes den følgende dag. Hen på eftermiddagen trak skyerne sammen, og på en fæl nedstigning gennem bregner og tornekrat begyndte det at dryppe. Kort efter styrtede regnen ned. Redning blev en gites d’étape i landsbyen Marignana, hvor vi kom indendørs med hundene mens regnen den silede ned. Det gjorde den hele natten, men regnen tog af, da vi næste dag kl. 7 om morgenen begav os videre mod Evisa. Her fik en dejlig morgenmad, avis og lidt proviant til sidste del af turen om mod Col de Vergio, hvor Yetien ventede på os. Det er en hård tur op fra Evisa til Col de Vergio, især det sidste stykke, og vi skulle lidt videre derfra til refugen. Her gik vi fejl af ruten og fik en smuk med anstrengende ekstra oplevelse inden vi nåede refugen, fik spist og kom i soveposen.

Hundene på GR20 og de øvrige vandreruter er et kapitel for sig. Det var lige noget for dem at være ude og bevæge sig gennem terrænet 6-8 timer om dagen. Og så alle de vildsvin, heste, køer og grise de kan jage og blive jagtet af i de korsikanske bjerge. Det var virkelig underholdene. Et par af episoderne er langt på nettet. Det bedste man kan gøre for sin hund, og sig selv, er at tage på vandretur.

/Nils